Gud har flere kirker

Jeg er i øjeblikket i praktik i Danske Kirkers Råd og har fået fornøjelsen af at skrive en kort reportage til deres hjemmeside. Du kan også læse den her:

Det er noget helt særligt, når godt 1000 mennesker synger sammen. Det er fedt. Man er en del af en større sammenhæng. Vi er mange om Gud. Reportage fra Kirkevandringen i København

Lidt personlig spænding på forhånd
Klokken er 18.30. Det er en kold januar-aften i det centrale København. Jeg ankommer til Skt. Pauls Kirke i København. Jeg er spændt. Det er min første kirkevandring. Gad vide, hvordan de mon er? Altså de andre kristne? Er de søde? Tilbeder de nu Gud ordentligt? Og ikke mindst: Er der plads til mig med min kirkelige baggrund?

Vi er mange om Gud
Der er mange mennesker. Rigtig mange. Jeg kommer ind i den prægtige Skt. Pauls Kirke. Et fantastisk lyst og højt kirkerum med en imponerende arkitektur. Der er ikke flere siddepladser tilbage og det kniber også med steder, hvor man kan stå. Jeg bevæger mig op foran, helt over i venstre side og finder en tom plet. Der er ikke programmer nok til alle. Der er trykt 700. Og de af os, der kom som nr. 701 eller nr. 1121, må kigge hos andre. Jeg drejede hovedet mod en venlig kvinde med et program og så sang vi alle højt med på salmerne. Det er noget helt særligt når godt 1000 mennesker synger sammen. Det er fedt. Man er en del af en større sammenhæng. Vi er mange om Gud.

Vandring fra kirke til kirke
Den første gudstjeneste går i gang. Præster fra alle kirkerne går i procession gennem kirkerummet. Forrest er to fra henholdsvis Den Romersk-Katolske kirke og Den Russisk Ortodokse kirke, med hver deres karakteristiske kors. Katolikkernes udgår der solstråler fra, og de ortodokses er omsluttet af en cirkel. Resten af aftenen foregår i Metodistkirken, Den Russisk Ortodokse Kirke, Den Romersk-Katolske Kirke, hos anglikanerne i St. Alban’s Church og afslutningsvis hos vort broderfolk i øst i Gustafskyrkan. Det var en dejlig oplevelse og spændende at besøge de andre kirker. Kirker som i deres hjemlande har den plads, som Folkekirken har i Danmark.

Russisk mystik
Mest mystisk for mig var kirkegangen i Den Russisk Ortodokse Kirke. Som konger og dronninger går vi op ad røde løbere på gulve og der er vægge af et hvidt marmorlignende materiale. I kirkerummet er der kun ståpladser og som i et teater går tæppet op, lyset tændes og den kirkelige handling begynder. Imens iagttager jeg de mange detaljer, det smukke håndværk og de mange bibelske billeder som hænger i rummet. Og pludselig trækkes forhænget for, lyset slukkes og vi forlader kirken.

Rytmer, tradition og Guds velsignelse
Hos Metodisterne var der mange rytmer i salmesangen, katolikkerne gav mig gode associationer fra Morgenandagten på P2, men gav mig desværre også vejrtrækningsvanskeligheder med den megen røgelse, der var i rummet! I St. Alban’s Church blev vores engelskkundskaber smukt pudset af og i Gustafskyrkan afsluttede vi og ønskede alle hinanden Guds velsignelse i vort liv. Det var en fornøjelse at deltage, og se det megen arbejde der var lagt i forberedelserne i hver enkelt kirke. Alle steder blev vi venligt og imødekommende modtaget. Og ja, jeg følte mig bestemt velkommen og havde en hyggelig aften.

Jens Christian Bjørnskov er praktikant i Danske Kirkers Råd fra 3K-Uddannelsen i København

Guds storhed og menneskets værdighed

Følelsen af at gøre alt fuldstændigt korrekt gør mig egentlig godt tilpas. Desværre er det endnu ikke sket for mig, hvilket er meget godt endda. Jeg har i hvert fald erfarret, at livet faktisk ikke er så fedt, når man kun vil være fejlfri… For et stykke tid siden, talte jeg i Aarhus Cafékirke om menneskets svaghed (+ lidt af min egen) holdt op imod Guds storhed.

Adventistkirkens visionsmøde: Mange skal gøre lidt!

Klokken er 14.30. Der er ikke mange mennesker i den store hal på Vejlefjordskolen. Jeg er draget herover til det mørke Jylland for at deltage i Adventistkirkens årsmøde denne lørdag den 22. september 2007. Programpunktet er nu: Visionsmøde!

Stemningen er hyggelig og afslappet. Knap så anspændt, som sidste gang kirken var samlet. Det var i foråret til generalforsamlingen i Nærum.
Er man denne lørdag til voldsomt drama, er man det forkerte sted!

Oppe fra scenen bliver vi opfordret til at rykke tættere på, fordi der ikke er mange fremmødte. Tidligere på dagen, under gudstjenesten, var hallen fuld.
Jeg får plantet mig et godt sted i hallen. Ikke for langt væk, så jeg kan se hvad der foregår, men heller ikke for tæt på, så jeg får hold i nakken…

Klokken er 14.38 og visionsmødet bliver indledt med en animationsfilm, hvor et frø sås, derefter vokser et træ frem, og bærer frugt. Kort efter kommer vinden og vælter træet omkuld og træet forgår. Til sidst bliver der sået mange frø, og kort efter vokser mange træer frem og bærer frugt.

Jeg fornemmer, at rækkerne bag mig efterhånden bliver fyldt op. Vi sidder tættere end før.

Derefter introduceres nye medarbejdere i kirken:
1. Robert Sand (+ hans kone Eun-Young) – ny ungdomspræst for Vejlefjordskolen 
og ungdomsleder for Danmark
2. Flemming Nutzhorn – ny ungdomsleder for Danmark
3. Christian Gjesthede – I Et år for Herren i Århus Cafékirke
4. Lasse Flinker – I ”Et år for Herren” i Medieafdelingen.
5. Simon Rytman – I ”Et år for Herren” i Spejderafdelingen.

På scenen har Adventistkirkens formand Bjørn Ottesen, næstformand Thomas Müller og økonomichef Daniel Birch taget plads i en blå sofa.

Bjørn Ottesen fortæller om Camporéen sidste år i Sønderjylland, hvor adventistspejdere fra Den Nordeuropæiske adventistdivision var samlet i telte under åben himmel. Om lørdagen faldt 90 milliliter regn – det højeste antal der længe var målt på disse kanter. Store dele af lejren blev oversvømmet, og brandfolk fra flere forskellige byer blev hidkaldt. Det var en krisesituation, men alle brandfolk stod sammen og var enige om at få suget vandet væk hurtigst muligt, og dermed få lagt krisen bag sig.

Denne historie, bliver sammenlignet med situationen i Adventistkirken. Stemningen var op til generalforsamlingen spændt, fordi ikke alt skete efter forventningerne – men krisen rystede kirkens medlemmer sammen, og har givet et nyt syn på situationen.

Efter salmen ”Har du mod at følge Jesus” og bøn af Bjørn Ottesen, sammenligner Bjørn menigheden med 1. Peters brev: Menigheden skal være en levende bygning, som skal udgøre grundstenen i Jesus Kristus. Hvert medlem udgør et af menighedens mange lemmer.

Medlemmernes opgaver i menigheden er lige betydningsfulde – uanset opgavetype. For Kristus er vi alle lige.

Guds team:
Gud leder ikke kun lederne, pointerer Bjørn. Gud leder hele sit folk (dermed også Adventistkirken), som er Guds team – og hver enkelts rolle er at gøre Guds vilje, ved at lytte til ham. Det er vigtigt at have Gud med i store beslutninger – da det er for ham vi arbejder.

Kl. 14.55:
Thomas præsenterer en videosekvens med Katrine Johansen fra Århus Cafékirke, som fortæller om forrige generalforsamling i Nærum. Hun var nervøs for hvorledes udfaldet ville blive, da hun havde en fornemmelse for at generalforsamlingen i foråret, kunne blive afgørende for fremtidens Adventistkirke.
Det endte dog med, at hun tog hjem med lettelse og håb for fremtiden, da der blev taget hul på en tiltrængt debat.

Kl. 14.58:
”Det unormale kan blive det normale”:
Bjørn nævner, at Adventistkirken har mange udfordringer: F.eks. den trange økonomi, de små menigheder og at store dele af Danmark er uden adventistmenigheder.
Risikoen er, at der kan brede sig en træthed, hvor man regner det for almindeligt, at der ikke kommer nogle ”nye mennesker” indenfor i vore kirker.
Det er svært at missionere i Danmark, men vi må huske at tænke alternativt.

Overse ikke nogen:
Bjørn var indtil august formand for Adventistkirken i Sverige, og på en rundtur var stødt på en trist historie om en mand i 80’erne, som var kommet i en menighed i fem år. Manden var kommet regelmæssigt, men var endnu ikke døbt. Det var faldet nogle medlemmer for brystet, som spurgte ham, om han havde overvejet at give sit liv til Jesus?
Den gamle mand fortalte, at han for fem år siden havde taget kontakt til menighedens ledere, men efterfølgende skete der ikke mere. Manden havde indtryk af, at man ikke var interesseret i ham, så derfor havde han ikke presset mere på.
Manden blev nu tilbudt dåb – et tilbud han tog imod. Desværre var han med tiden blevet så svagelig, at dåbsseancen måtte foregå hjemme i hans badekar.
Nogen tid senere døde han.

Det er svært at missionere i Danmark, ligeså i Sverige.
Dog var det på en enkel måde lykkedes at få døbt fem personer i en kirke, hvor der ingen dåb var fundet sted i otte år!
Det gælder om at være opmærksom på dem, som gerne vil være med i menigheden.

Nu kommer Thomas på banen: Han præsenterer først Flemming Risager fra Vejlefjord menighed. Risager medgiver, at det kan være svært at evangelisere om Jesus, men at det ikke har taget modet fra ham.
Han mener ikke, at økonomi er et problem for Gud, og hvis vi tager os tid til Gud, så vil han føre os hen til mennesker, som trænger til Jesus.
Risager har valgt at arbejde mindre end før. Førhen var han afdelingsleder, men da penge ikke betyder meget for ham, er han villig til at sælge sit hus, såfremt det er Guds vilje. En kvindelig tilhører udbryder begejstret: ”Amen”! Hun må have ventet længe på den udtagelse…

Gud frem for økonomi” er Flemming Risagers motto!

Han og sin kone Birgitte har betalt for gentrykning af bogen ”Det er helt utroligt” af Roger J. Morneu. Bogen handler om bøn, og bøgerne har de med i bilen, parat til at give et gratis eksemplar til en interesseret.

Nu er det Flemming Pedersens tur. Flemming Pedersen har ansvaret for evangelisationsafdelingen.
Flemming fremlægger ingen planer, men har idéer til, hvorledes kommende projekter vil blive til:

Flemming og Bjørn vil inden for ½ år tage på ”missionsrejse” til alle menigheder i Danmark.
Flemming er klar over, at der rundt omkring findes mange gode idéer, og denne rundtur skal være en måde, hvorpå hvert enkelt medlem kan fremlægge visioner. Det vil være en måde, hvorpå vi alle kan hjælpe og støtte hinanden.

Thomas får ordet igen og præsenterer en billedserie med alle de døbte – inden for det sidste år.

Kl. 15.25:
Så kommer økonomichef Daniel Birch på banen, for at fremlægge nogle generelle betragtninger om økonomien. Da det er sabbat, vil der ikke blive brugt meget tid på dette.
På ”missionsrejsen”, med Thomas og Bjørn, kommer Daniel med, for at gennemgå økonomien detaljeret.
Han nævner, at økonomien bør være mere gennemskuelig, og at medlemmerne er ansvarlig for at huske ham på det!
I øjeblikket er økonomien så svær at gennemskue, at selv kirkens revisor har problemer ved at tolke den. Så det er et punkt Daniel vil arbejde med.

Thomas får atter ordet og præsenterer to videosekvenser, hvor henholdsvis Lennart fra Vejlefjord menighed og Christian Gjesthede fra Århus Cafékirke, som begge har oplevet hvorledes Gud ændrede deres liv. De var begge elever på Vejlefjordskolen, da oplevelserne hændte for dem.

Først Lennart, som fortalte, at dåben var det ”mest fantastiske”, han havde oplevet. Det var en skøn fornemmelse, at kunne mærke Helligånden.
Han var blevet interesseret i Bibelen og Adventistkirken gennem en veninde, som fortalte ham, om hvordan kristendommen hang sammen.
Tiden før sin beslutning beskrev han sig som en ”julekristen” – som kun interesserede sig for Gud til jul.
Dåben var hans bedste beslutning!

Dernæst fortæller Christian Gjesthede, at dåben betød noget for ham! Årsagen til at han blev døbt, var fordi, han gav et løfte til Gud.
Under en af inspirationsugerne på Vejlefjordskolen, stod Christian i badet og bad. Under bønnen sagde han til Gud, at hvis taleren opfordrede til at de dåbsinteresserede til at træde frem, ja, så ville Christian træffe sin beslutning om dåb denne aften.
Under mødet blev de dåbsinteresserede opfordret til at træde frem og da Christian havde givet Gud et løfte, var Christian ’nødt’ til at følge Guds vilje.

Vi nærmer os slutningen af mødet, og Bjørn opremser kort hovedbudskaberne:
1. Ledelsen vil lytte til medlemmernes idéer
2. Det er ikke på Adventistkirkens hovedkontor i Nærum, at visionerne skal tilrettelægges, men lokalt i menighederne.
3. Enhver bør beslutte at han/hun vil hjælpe Gud.
4. Mange skal gøre lidt, i stedet for få gør meget.

Thomas supplerer med, at ”missionsrejsen” også skal foregå blandt kirkens ansatte, som også får mulighed for at komme til orde.

Bjørn afslutter med bøn.

Til slut får LifeStyleTV mulighed for at gøre reklame for sig selv. Kanalen har optaget hele årsmødet på video, som kan bestilles gennem Thomas Müller

Efter mødet står Flemming Risager, og deler ud af sine bogudgaver. Hallen er nu tæt pakket med mennesker. Det lykkes mig at få fat i den sidste bog Flemming Risager uddelte. Nu glæder jeg mig til at få læst bogen. Jeg håber bare at jeg får tid…

Jeg er glad for Bjørns vision om, at mange skal gøre lidt. Det betyder, at hvert menighedsmedlem kan missionere efter evne. Bare det, at være stolt af sin tro, er mission!
Og endelig bør vi også huske at gøre livet bedre for dem, som allerede er i menigheden, så de ikke finder kirken meningsløs for dem.

Lad ikke det unormale blive normalt – og lad mange gøre lidt!

’Den hemmelige krig’ frikendt

Nu har regeringen et forklaringsproblem. For hvordan kan man affeje en dokumentarfilm, ved blot at pege på nogle af filmens virkemidler, og kalde dem manipulerende, når Regeringen undgår at forholde sig klart til om Danmark har overtrådt menneskerettighederne ved at udlevere fanger til amerikanerne, som på dette tidspunkt undsagde menneskerettighederne?
Det er naturligvis påstande, som regeringen kan brænde fingrene på, såfremt en evt. uvildig undersøgelseskomité, skulle få mulighed for at grave sandheden frem.

Nej, så er det mere belejligt at diskutere velfærdspolitik og glemme at Danmark er krigsførende nation.

Vi skal have en uvildig undersøgelse af hvad der foregik i Afghanistan. Som et demokrati bør Danmark gå foran med et godt eksempel og vise at vi ikke tolererer totur, på nogen måde!

Nu bør diskussionen dreje sig om budskabet, frem for at diskutere filmens opsætning”

Link:

1.
Den uvildige undersøgelse af filmen ”Den hemmelige krig”, og det efterfølgende forløb.Undersøgelsen er udført af journalisternes fagblad Journalisten og Center for Journalistik på Syddansk Universitet og offentliggjort 15. aug. 2007.

2.
Debat om undersøgelsen.
Først mellem prorektor Mette Bock (leder af den uvildige rapport om dokumentaren) og partiet Venstres Jens Hald Madsen, og efterfølgende mellem Mette Bock og Nyhedsavisens chefredaktør David Trads.
DR2, Deadline 15. aug. 2007.

3.
Spin afsporede dokumentarfilmen.
En beskrivelse af rapporten.
DR P1, Orientering 15. aug. 2007.

4.
Der er ikke noget at komme efter.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen afviste sidste år dokumentarfilmens påstande.
Politiken.tv 13. dec. 2006.

Nedlæg DSB – for klimaets skyld

1ton-minde.jpg

Ifølge Miljøministeriet skal hver dansker i gennemsnit nedbringe sit årlige CO2-udslip med 1 ton pr. år. En effektiv måde at gøre dette på er at afbryde al elektricitet, skrotte bilerne, bombe flyene, sænke færgerne og en gang for alle: Forbyd trafikselskaberne (inkl. DSB).
Du må derfor sørge for at både bolig, arbejde og fritidsinteresser befinder sig inden for en overskuelig afstand.
Hvis du vil rejse langt, er der ingen der forhindrer dig i at gå, cyklen kan til nøds benyttes – men husk også den er en miljøsynder, da den jo skal smøres med olie…

Er ovenstående en realistisk eller ønskværdig løsningsmodel? Næppe!

Men nu hvor Danmark har fået værtskabet for Klimatopmødet i 2009, vil et serviceeftersyn af rigets kollektive trafikplanlægning være et gode – både for vor infrastruktur og Danmarks omdømme.

De fremtidige trafikløsninger bør i højere grad inddrage offentlig transport. Toget er det transportmiddel, hvor den enkelte passager vil udlede mindst muligt CO2 – og derfor bør man satse mest på denne løsning.

Det vil dog ikke være muligt at levere et optimalt kollektivt trafiktilbud til alle danskere, men som udgangspunkt bør man uden problemer kunne bevæge sig hurtigt og nemt med kollektiv transport i byerne samt ved rejser over længere afstande.

Personligt undrer jeg mig over, at bilisterne til/fra København gider snegle sig gennem timelange køer på motorvejen, når de kan parkere deres bil ved en station, og komme hurtigt til centrum!

Konkret kan følgende gøres:

1. I de større byer, bør man satse på letbaner (moderne sporvogne), som udgangspunkt skal køre i selvstændige baner, adskilt fra den øvrige trafik.

2. Der skal indføres betalingsafgift, for at køre bil ind i og ud af de større byer. Dette har flere fordele:
a) Mindre udledning af drivhusgasser,
b) Færre biler,
c) Færre trafikale flaskehalse,
d) Hurtigere kollektiv trafik i byerne.

Ved disse betalingsanlæg, skal etableres letbaner og evt. cykelstier til den videre transport ind i byen.

3. Ved særlige togstationer skal der være gratis parkering, således at bilisterne kan placere bilen der.

4. I stedet for at bygge flere motorveje, bør man opgradere eksisterende jernbaner og åbne nye strækninger.

5. Opret hurtigbusruter fra en gruppe mindre byer til et stort knudepunkt. F.eks. en hurtigrute med stop flere steder i Præstø og Møn-området, og efterfølgende direkte kørsel til Køge/København i sin egen busbane på motorvejen.

6. Opret flere togstationer ved de eksisterende strækninger.
I dag gennemskæres mange mellemstore byer af en jernbane – uden at toget standser. Oplagte strækninger for nye stationer er mellem:
a) Ringsted-Odense
b) Ringsted-Næstved
c) Kolding-Sønderborg
d) Vejle-Hjørring

På strækningen mellem Vejle og Hjørring har DSB åbnet mange nye stationer. Det går i den rigtige retning, men der kan ske mere endnu.
Toget kan ikke stoppe ved hver eneste landsby, da der ikke vil være rejsende nok til at det økonomisk vil kunne svare sig. Det er dog mærkværdige, at toget på nuværende tidspunkt ikke standser i byer med 1000-6000 indbyggere.

7. Udvid antallet af telebus-ruter.
Til tyndt befolkede områder, hvor en optimal betjening med kollektiv transport ikke er økonomisk rentabel.
For at benytte denne bus, skal den bestilles f.eks. senest en time i forvejen, og rejseprisen er den samme som at benytte de almindelige busruter.

8. Indfør behovsstyret kollektivt transport, som f.eks. VestTur i Movias vestlige region. (Det tidl. Vestsjællands amt).
Denne ordning fungerer tilnærmelsesvis som taxakørsel. Man må dog forvente længere rejsetid. Til gengæld betales kun ca. halv pris i forhold til hvis turen var kørt med taxa.
Særligt velegnet til tyndt befolkede områder.

Kollektiv trafik vil være en effektiv måde at nedbringe CO2-udslippet på. Og hvis der investeres korrekt, vil mobiliteten stadig være mulig – uden at det bliver særligt besværligt at komme rundt.
Og selvom bilerne en dag kan køre på ren energi – så har det lange udsigter, og antallet af biler vil stadig forøges, og fylde på vejene og i byerne.

Link:
1 ton mindre
Letbaner.dk
VestTur

Fandt du aprilsnaren?

Er du stadig i tvivl, så vælg kategorien ”1. april”.

Send hæren ind i skolerne

I takt med den øgede belastning af pædagoger og lærere, har vi efterhånden nået et kritisk punkt, med mangel af pædagoger og lærere.

På en institution i Nordjylland har man taget konsekvensen, af de manglende pædagoger, og indgået en aftale med Nørre-Ultrup Kaserne ved Aalborg, ved at indsætte værnepligtige til opdragelsen af de små rebeller.
På den måde kan de allerede som små få banket noget disciplin ind i knolden.
Børnenes dagligdag minder lidt om livet på en rigtig kaserne – med march og krybeøvelser – for slet ikke at nævne den disciplinære side af sagen.
Skulle et af børnene opføre sig uartigt, vil det blive ført bort til et afsides lokale og pålægges udførelse af armbøjninger.

Lederen af institutionen udtaler positivt til TV-Avisen: ”Det er meget svært for sådan en lille virksomhed at få det til at hænge sammen. I øjeblikket har jeg tre på overlov ud af syv mennesker – så jeg synes det er ganske udmærket.”

Øverstbefalende J. Boisen er glad for at forsvaret kan vise et mere humant ansigt og udtaler til TV-Avisen: ”De unge mennesker i dag, har jo behov for faste rammer, og det er ikke skadeligt, at de på et tidligt tidspunkt lærer, hvordan de skal gebærde sig. Det vil komme dem til gavn, senere hen i skolen og også når de kommer ind til forsvaret. (…) Inden for forsvaret er vi meget flinke og omgængelige, men det er sjældent at vi får lov til at vise det.”

Så der er glæde i lokalområdet, og som kommende lærer kan jeg da også se muligheder i dette initiativ. Man kunne f.eks. udstationere en række værnepligtige på hver enkelt af landets skoler (også privatskoler). Med jævne mellemrum vil de få til opgave at bringe go’ geden disciplin ind i eleverne – samt lignende på evt. utilfredse forældre.

Jeg ser lyst på fremtiden. :)

For at se TV-Avisens indslag: Tryk her – og vælg ”TV-Avisen 1994” i boksen, som vil findes øverst til højre.

Og se – det er skam en rigtig historie…

Igennem nåleøjet = frelse?

”Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?«
Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!«
Han spurgte: »Hvilke?«

Jesus svarede: » ›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ «

Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?«
Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!«
Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.

Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.«

Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?«
Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.«
Da tog Peter ordet og sagde til ham: »Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi?«

Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer. Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv.

Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første.”
[Matt. 19, 16-30]

For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.
Det er noget af et dilemma, Jesus sætter os og sine disciple i.
Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje, end for os rige at komme ind i Himmelen.
Taget i betragtning at en kamel slet ikke kan komme ind gennem et nåleøje, kan vi godt give op. Vi kommer aldrig i Himmelen, for på den ene eller den anden måde er vi rige. Vi har lige til dagen og vejen, og lider ikke nød.
Og end ikke hvis vi alene følger samtlige af de 10 bud, kan vi opnå frelse.
Vi kan ikke blive frelst alene ved vore gode gerninger. Ved at tro på hans død på korset, og ydmygt stille os til rådighed for Gud, vil vi få en plads i Himmelen.
Præstige dyrkes af mennesket, men ikke nødvendigvis det Gud søger.
I bibelteksten giver Jesus os et løfte: Hvis vi er villige til at følge ham – vil han sørge for os. Han siger, at alle de afsavn vi har måttet acceptere, vil vi få det hundreddobbelt igen engang i det nye liv.

Vi kan altså blive frelst ved at overgive os til Jesus, og stille os til rådighed for ham. Hvordan det konkret kan udmønte sig, må være en sag mellem Gud og det enkelte menneske.
Jesus har ikke noget imod at vi tjener penge. Penge er forudsætningen for overlevelsen og penge kan bruges til meget godt.

Når Jesus siger til den rige mand, at han skal sælge alle sine ejendele og følge ham, tror jeg at Jesus mener, at enhver med overskud skal dele med sin næste – både fysisk og psykisk overflod.
Det giver ikke jordisk præstige – men det giver præstige i Himmelen – hvor du derved vil samle dig himmelsk rigdom, hvor hverken møl, rust eller tyve kan ødelægge din formue.

Kendt delfin gæster Holbæk

1-hval.jpg

[Foto: Hasse Rasmussen/Skov og Naturstyrelsen [skov og natur.dk]]

Kom ikke og sig’ at jeg er født i en søvnig del af Danmark. Ganske vist har Holbæk hverken en metro, en DR-By eller en Storebæltsforbindelse.

Men Holbæk har bare delfiner… eller dvs. de havde en i morges.

Delfinen og dens artsfæller er nu mest ’kendt’ i Nordatlanten og Stillehavet.

Se den her:
DR Nyheder [1 billede]
Skov og Naturstyrelsen [9 billeder]

Tilføjelse 30. marts 2007:
En lignende eller samme delfin er nu også observeret i Roskilde Fjord.
Den eller de har åbenbart fået smag for området.
[DR København]

Tilføjelse 17. april 2007:
Delfinen er desværre død og er nu på Zoologisk Museum i København. [TV2 Øst]

Adventistkirken og DR kan fælles fikse underskud

- hvis viljen er der!!

DR er røget ud i et kæmpe byggekaos, hvor de ikke længere kan se bunden på deres skattekiste. Dette kommer naturligvis til at berøre alle danskere, som nu må nøjes med mindre kvalitet fra DR – men jeg har nu løsningen på hvordan DR hverken behøver at skære ned på antallet af medarbejderne eller programmer!

Adventistkirken (SDA) kommer nu ind i billedet. SDA døjer også med økonomiske problemer – dog i et langt mindre omfang end DR.

Mit forslag lyder:

DR lejer DR Byen ud til interesserede: Det kunne eks. være Bella Centeret, diverse firmaer eller TV2.
DR rykker alt sit udstyr ud af huset, op til Nærum og ind i SDA’s hovedkontor og Nærum Adventkirke (naturligvis mod en klækkelig husleje). Det de ikke har plads til i bygningerne, kan de stille i lejede telte på kirkens fodboldbane.
Nærum Privatskole, får de ikke lov til at røre – og hvis de gør, skal SDA kræve at skolen kan få nogle lokaler i DR Byen. Jeg tror bl.a. at TV Avisens studie vil være oplagt. Der er både borde, stole og smartbord (en elektronisk tavle). Frikvarteret kan holdes uden for DR Byen eller i forhallen, hvor der er meget højt til loftet.
Om ikke andet, så vil det være storstilet markedsføring af skolen.
Hvis skolen forbliver i Nærum i perioden, kan Nærum menighed afholde sine menighedsaktiviteter i Nærum Privatskole, men hvis skolen er rykket til DR Byen, følger menigheden naturligvis med.

Da SDA kun skal tjene penge og ikke få forøgede udgifter, kan hovedkontoret rykke ind i Ebenezer Adventkirke. Derved vil SDA’s administration komme til at ligge centralt i vor hovedstad, uden at det kommer til at koste ekstra.

Aftalen skal stå på i 3-5 år, og vil både være til gavn for DR, som kan beholde sine medarbejdere og programproduktion, og også Adventistkirken, som derved vil blive kendt i hver enkelt danskers bevidsthed.

Bagefter rykker DR tilbage til DR Byen og SDA tilbage til sine kontorer i Nærum.

Sådan! Nu er de problemer fikset :)