Sidste år blev Danmark udsat for et slags ”humant” terrorangreb. Hele Mellemøsten havde rettet sin vrede mod Danmark.
Jeg vil ikke bore ned i denne konflikt. Det er der mange før mig, der har gjort.
Jeg vil i stedet bruge denne konflikt som en metafor på mennesker i almindelighed. På dig og mig.
For også mellem almindelige mennesker opstår konflikter af en hver art. Forældre og børn kan blive dødeligt uenige, måske pga. en mindre konflikt – en storm i et glas vand. For det var jo det Jyllands-Postens tegninger var.
En storm i et glas vand.
Hvis nogen havde gjort grin med Jesus, ville jeg også blive vred, men jeg ville ikke dræbe den ansvarlige.
Som kristen ville jeg forsøge at udvise kærligheden og tilgivelse over for min næste.
Når man går op og ned ad hinanden hver dag, kan det ikke undgås, at der til tider falder et hårdt ord. Det kan faktisk være sundt at blive udfordret, men der er naturligvis en grænse.
Det er der også os mennesker imellem.
Prøv at forestil dig at Jyllands-Posten og Mellemøsten er to mennesker. En mand og en kvinde, som er gift.
Jyllands-Posten er repræsenteret af manden, og Mellemøsten er symboliseret ved kvinden.
Manden er blevet træt af konens evindelige moralske spændetrøje. Man må da heller ikke sige noget, uden at nogen bliver stødt og kede af det.
En dag har manden tegnet konens familie – på en måde, der er så ækel, så ingen nogen sinde har set noget lignende.
Da konen kommer hjem og opdager den grimme tegning, bliver hun tosset på manden, og skælder ham ud. Men manden er ligeglad. Drillende pointerer han, hvor meget hun trænger til denne provokation – for hun kan da aldrig tåle at høre noget, der hører virkeligheden til. De går i seng og lader solen gå ned over deres vrede.
Næste dag, og den tredje og i øvrigt også den fjerde dag, er det en meget ubehagelig oplevelse at befinde sig i huset. Mand og kone var som hund og kat – råbte, smadrede og var meget tæt på at slå hinanden.
Virker det bekendt…?
Det håber jeg ikke.
Men hvad nu hvis der var blevet sagt undskyld? Hvad nu hvis der fra begge parters side havde hersket tilgivelse og forståelse for hinandens synspunkter og reaktioner. Tænkt hvis de ikke havde ladet solen gå ned over deres vrede!
I Bibelen står der i Paulus’ brev til Efeserne, kap. 4 og vers 17-27:
”Det siger jeg da og vidner om i Herren: Lev ikke længere som hedningerne, tomme i deres tanker, formørkede i sindet og fremmede for livet i Gud i deres uvidenhed og deres hjertes forhærdelse. I deres afstumpethed har de hengivet sig til udsvævelse, så de af griskhed begår alle slags urene handlinger. Sådan har I ikke lært om Kristus, så sandt som I har hørt om ham og er blevet oplært i ham, sådan som det er sandhed i Jesus, at I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned, og som ødelægges af sine forføreriske lyster, og at I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.
Det nye liv
Læg derfor løgnen bort og tal sandhed med hinanden, for vi er hinandens lemmer. Bliv blot vrede, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for Djævelen.”
Paulus anerkender det menneskelige i vreden – men giver rådet: Lad ikke solen gå ned over jeres vrede.
Tænk hvis vi alle havde dette råd med i vort liv. At vi undgik at gå vrede i seng. Personligt må jeg da indrømme at det er svipset nogle gange, men når det lykkedes mig at afslutte en strid, så hurtigt som muligt – ja, så har jeg en skøn fornemmelse.
PRØV DET!
Kommentarer