Det er efterhånden et stykke tid siden, at generalforsamlingen i Adventistkirken fandt sted. Personligt synes jeg, at visse kommentarer var ukristelige – taget i betragtning af den næstekærlighed adventister bekender sig til.
Jeg var glad for, at man ved denne Generalforsamling fik anledning til at komme med sin bramfrie mening, om det der finder sted i Adventistkirken.
Nogle steder går det hurtigt, mht. nye udtryksformer, hvor følelser i højere grad bruges som et middel til at ramme kirkefremmede – hvilket kan være en stor udfordring at sluge for visse etablerede medlemmer, da Adventistkirken traditionelt har appelleret så stærkt til det fornuftige intellekt.
Repræsentanter fra de nye menigheder (dem der fik lov at ytre sig) bevarede en fin tone og svarede roligt og nøgternt på spørgsmålene – hvilket var yderst dygtigt gjort, nu hvor fokus var på disse grupper.
Endnu engang glædede jeg mig over, at Adventistkirken trods alt ikke er groet fast, og kan rumme personer, som ikke lader sig diktere af den ”formodede røst”, men tør tro på at Gud støtter én i arbejdet for at nå mennesker i det senmoderne samfund.
Jeg glædede mig også over hvilken samfundsnyttig indsats, der bliver bedrevet i nogle af de nye menigheder. F.eks. lektiehjælp og samarbejde med den lokale kommune om støtte til samfundets svage.
Dette næstekærlighedsarbejde er direkte i Jesu fodspor, hvilket jo er det centrale i kristendommen!
Var uvidenhed årsag til bekymring?:
Efterhånden som diskussionen skred frem, blev jeg mere overbevist om at et flertal af de bekymringer, der blev udtrykt, enten vidnede om uvidenhed eller skuffelse over at de nye medlemmer fravalgte de traditionelle gudstjenesteformer.
Jeg kender ikke noget til de lokale spændinger, men denne fremhævelse glædede mig. Sådan noget kan løses, eller løser sig selv!
Forsonende ord:
Overvejende var jeg glad for udfaldet af generalforsamlingen. Ved ungdomsmødet lørdag aften blev min frustration vendt til forhåbning, og en tro på at alle var villige til at acceptere hinandens forskellige udtryksformer.
Og dette mener jeg er meget vigtigt. Man er nødt til at acceptere, at der ikke kun er en rigtig udtryksmåde, hvorpå Guds gaver kan virke igennem.
Hvad gjorde de første kristne?:
I et af Korinterbrevene tales om at hvert medlem har fået sin nådegave, og dette bør også være en del af Adventistkirkens teologi.
Endelig synes jeg at se visse ligheder med de nye menigheder og de første kristne, som omtales i Apostelens gerninger.
Deri beskrives adskillige hvervekampagner, hvor der blev fortalt grundigt om hvem Jesus Kristus var, og at han var den Messias, som er beskrevet i Det gamle Testamente. Efterfølgende kunne de, der ville tilhøre Kristus, komme med ud i vandet, og inden de blev døbt, fik de spørgsmålet om de troede på Jesus, som deres frelser. Og hvis vedkommende svarede ja, blev han/hun døbt.
Ikke noget med at udspørge dem om de kunne stå inde for 28 trospunkter. De blev kun spurgt om en ting: Om de troede på Jesus Kristus, som deres frelser!
Det centrale spørgsmål for et kristent menneske.
Nye kristne skal have babymos:
Man må give nye kristne mulighed for at kunne vokse i sin tro. Forestil dig et spædbarn, som fodres med stærk voksenkost. Dette barn vil sikkert ikke overleve.
Og hvad med en 1. klasse i skolen, som bliver undervist i pensum fra gymnasiet. Disse elever vil ikke lære noget som helst, fordi de ingen forudsætning har for at forstå budskabet.
Sådan er det også med mange danskere i dag. Kendskabet til kristendommen er mindre end den har været for år tilbage. Man er derfor nødt til at give dem mere åndelig mælk eller en 1. klasses undervisning!
Adventistkirken kan også betragtes som en stor familie.
Medlemstallet er desværre også snart identisk med antallet af personer i en familie.
I en familie kan tonen være hård og barsk – men i (de fleste) familier næres også kærlighed, tolerance og beundring for hinanden.
Adventistkirken er demokratisk opbygget, og i demokratiske organisationer kan tonen gå højt, og uenigheden være stor. Jeg er glad for at være medlem af en demokratisk kirkeorganisation, hvor det er de mange, som vælger lederne.
Uvidenhed var årsag til dramatik:
Som tidl. nævnt vidnede kritikken af de nye menigheder mest om uvidenhed. En uvidenhed, der er opstået fordi vi medlemmer oftest får vore informationer, fra én som har hørt det fra en anden.
Altså kan en fjer blive til fem høns.
Bøn og håb om større gennemsigtighed:
Jeg vil indtrængende bede Adventistkirkens nye ledelse om at være mere åben mht. spændinger inden for kirkesamfundet. Jeg håber inderligt, at den nye ledelse til tider vil stikke en finger i jorden og tjekke stemningen i Adventistkirken.
Hvad kan vi lære?:
Hvis vi skal lære noget af denne Generalforsamling, må det være, at informationen om kirkens organisation desværre ikke har været optimal, og at løse rygter og uvidenhed har kunnet florere inden for vort kirkesamfund.
Tal f.eks. mere om aktuelle dyster i prædikener og brug mere spalteplads i Adventnyt til at redegøre for forholdene.
Kort sagt: Mere åbenhed – og færre løse fjer!
Men trods alt er jeg fortrøstningsfuld og er overbevist om at vi i Adventistkirken går en lys fremtid i møde! Må Gud være med i vore tanker!
Se også:
Adventistkirken må lukke – 6. februar 2007
Link om Adventistkirkens generalforsamling:
Adventistkirkens officielle hjemmeside med nyheder og baggrundsviden:
Adventist.dk
Debat om generalforsamlingen fra adventistkirkens medlemmer:
Ung.Adventist.dk
Andre bloggere om emnet:
Dynamics of my Minds
Lasse Bechs blog
Niels Tvesok
Riedmann
Kenneth Birch
Kommentarer