Drømmeudgaven af Ung Adventist?

18 10 2007

På Ung Adventist er vi hele tiden nysgerrige efter at vide, hvad der rører sig blandt unge i Adventistkirken, men da vi i redaktionen ikke kan kende til alles tanker, vil jeg her lave en mindre uformel undersøgelse.

Jeg kunne godt tænke mig, at få nogle bud på emner eller andre ting, som I tror, der kan gøre Ung Adventist endnu bedre!

Hvad er godt? Er der for lidt af det og for meget af dette? Osv.

Lad mig understrege, at dette IKKE er fælles strategi, men blot et udtryk for min egen nysgerrighed!





Trist dokumentar om Evangelist

3 10 2007

Det var en sørgelig dokumentar om Evangelist, som blev vist her til aften på DR1.

Positivt var det dog at se, hvorledes bevægelsens leder Christian Hedegaard samlede svage personer op, fra deres dårlige miljø og et liv uden mening.
I Evangelist fik de en ny chance – men straffen var klar, såfremt man ikke parerede Hedegaards ordre: Udelukkelse af det gode fællesskab.
Barskt – men åbenbart gav Hedegaard et socialt sikkerhedsnetværk, en åndelig familie, som de ikke havde fundet andet sted.
Hedegaard havde tilsyneladende en række fine projekter – bl.a. med at sprede sin egen udgave af kristendommen og drive børnehjem i fattige lande.

Næsten fuldendt næstekærlighed – og dog: De nye ”kristne” skulle kappe alle forbindelser til deres verdslige familier, efter indlemmelse i Evangelist. De efterladte familier måtte blot bide pinen i sig.

Sørgeligt i sig selv! Men mere betænkeligt var hans arrogance og lukkethed over for kritiske røster, der bl.a. var medvirkende til at DR fik forbud mod at filme en kollektindsamling til deres sommermøde. Der blev efter sigende leveret meget store summer af penge til Evangelists missionsarbejde.

Det er en forkert opfattelse, at næstekærlighed kun gælder for dem i sit eget trossamfund. Næstekærlighed skal anvendes over for alle, ligesom Jesus gjorde. Jesus gjorde ikke forskel på folk. Jesus gik i dialog, og lod de gode argumenter vinde. Man skulle ikke gøre sig fortjent til Jesus.

Jesus sagde at vi skulle tilgive hinanden. Jesus tilgav sågar sine korsfæstere. Kan Hedegaard mon tilgive sine kritikere?

Link:
Se DR1 Dokumentaren og læs mere om bevægelsen her.